Brochurer og pjecer om EU - Gratis på biblioteket
Nedenfor viser vi de nyeste og bedste brochurer
Som Europabibliotek modtager vi mange materialer om beslutningsforhold, nye tiltag, aktuelle problemstillinger, statistik og andre spændende sager.
EU-institutionerne gør meget for at formidle hvad det er, de egentlig laver - og her på siden formidler vi det videre til dig.
Alle brochurer kan hentes på biblioteket - eventuelt udskrevet fra internettet. Se også EU Bookshop under EU på webben hvor du kan bestille diverse EU-publikationer.
De fire danske EU-forbehold: FAKTALINK
Der er blevet udarbejdet et nyt faktalink om de danske EU-forbehold af journalist Malene Fenger-Grøndahl.
Der er gratis adgang til det fra bibliotekets pc'er, mens der skal betales for at få adgang hjemmefra.

Sådan virker EU: Guide til Den Europæiske Unions institutioner
EU-landene har valgt at udøve en del af deres suverænitet i fællesskab ved at træffe visse beslutninger via fælles institutioner som f.eks. Europa-Parlamentet, som vælges af borgerne i EU, og Rådet, som repræsenterer de nationale regeringer. De fælles institutioner træffer afgørelse på grundlag af forslag fra Europa-Kommissionen, som repræsenterer EU's samlede interesser. Men hvad laver institutionerne egentlig hver især? Hvordan arbejder de sammen? Hvem har ansvaret for hvad?
I denne brochure gives der svar på disse spørgsmål i et klart og enkelt sprog. Der er også en kort oversigt over de agenturer og andre organer, der deltager i EU-samarbejdet. Formålet er at give en kort guide til, hvordan EU virker.

Med 27 medlemslande og en befolkning på næsten en halv milliard dækker EU en stor del af Europa. Denne brochure indeholder mange grundlæggende fakta og tal om EU og EU-landene belyst ved hjælp af diagrammer, figurer og illustrationer.

Europa i 12 lektioner
Hvilket formål tjener EU? Hvorfor og hvordan blev EU oprettet? Hvordan fungerer det? Hvad har borgerne hidtil fået ud af EU, og hvilke nye udfordringer står EU over for i dag? Hvordan kan borgerne deltage mere i Europapolitikken? Kan EU i globaliseringens tidsalder konkurrere med andre store økonomier og samtidig bevare sine sociale standarder? Kan EU blive ved med at være en vigtig aktør på verdensscenen og deltage i kampen mod terrorismen? Det er nogle af de spørgsmål, som Pascal Fontaine — EU-ekspert og tidligere professor — ser på i hans brochure »Europa i 12 lektioner«.

At bo, arbejde og studere ...
Denne folder indeholder information og fakta om hvilke rettigheder og muligheder du har som EU-borger, når du bor, arbejder eller læser i et andet EU-land. Her kan du bl.a. læse om hvad dit sygesikringsbevis kan bruges til - udover at låne bøger på biblioteket.
Dette er kun et udpluk af de pjecer vi har på biblioteket. Kom ned og kig på samlingen, der står sammen med bøgerne om EU, i 32- og 33-gruppen.