DECEMBER 2009
Nye jazz-cd'er -
Carsten Dahl, Line Kruse, John Sund og Mikkelborg genudgivet

Carsten Dahl: Tribute to night train.
Ploug PPCM 29
Jeg har altid holdt umådelig meget af Oscar Petersons “Night train”, en lp der udkom i 1963.
Cd’en her er en hyldest til Oscar Peterson indspillet af pianisten Carsten Dahl med Jesper Bodilsen på bas og Ed Thigpen på trommer. Ed Thigpen spillede også med Oscar Peterson i sin tid.
På cd’en her hører man bl.a. Hymn to freedom, som var ét af Petersons mest populære værker, og det er melodisk og let musik, som vil falde i de flestes smag.

Line Kruse: Dream
Stunt Records
Line Kruses cd er en anden nyhed, som jeg har hørt en del gange. Her er masser af dynamik med inspiration fra latin, salsa og tango. Hun var til nu ukendt for mig – ikke underligt, da hun bor i Paris og ikke optræder på den danske scene. Hun er violinist og har spillet i tango-gruppen ”Gotan Project”, og cd’en her har et udpræget elektronisk præg.
Virkelig en herlig cd, hvor der medvirker mange musikere, bl.a. bandoneon-spilleren Paolo Russo.

Palle Mikkelborg & Miles Davis: Aura
Sony
Denne indspilning er igen aktuel, fordi Palle Mikkelborg har 50 års jubilæum som musiker – og fordi det er 25 år siden ”Aura” udkom.
Nye lyttere kan begynde her – det er en meget smuk plade. Palle Mikkelborg skrev musikken til Miles Davis og Danmarks Radios Bigband til begivenheden, hvor Miles Davis modtog Sonnings musikpris.
Senere vendte Miles tilbage til København for at indspille lp’en.

John Sund og Ayi Solomon: Duometric events
Calibrated
Sund er guitarist og Ayi Solomon er percussionist – og sammen spiller de jazz inspireret af verdensmusik. John Sund er teknisk meget dygtig, der er puls og rytme i samspillet med Solomon, der kendes fra bl.a. New Jungle Orchestra.
En spændende cd, der må høres flere gange.
Kun John Sund og Solomons cd findes på Netmusik.dk – de øvrige cd’er må lånes i musikbiblioteket!
Lyttet af Musikbibliotekar Sigrid Kjøller
Så hør engang:
Carsten Dahl: Tribute to night train.
Ploug PPCM 29
Line Kruse: Dream
Stunt Records
Palle Mikkelborg & Miles Davis: Aura
Sony
John Sund og Ayi Solomon: Duometric events
Calibrated
Se andre lyttetips fra musikbiblioteket