JANUAR 2008

Musikbibliotekaren anbefaler
Kronos-Kvartetten spiller Bollywood
You've stolen my heart
Nonesuch, cop. 2005
Kronos-Kvartetten er en amerikansk strygekvartet, der har udgivet en masse cd'er med meget forskellig og for en klassisk kvartet meget udsædvanlig musik.
Lige fra Jimi Hendrix over afrikansk musik til denne cd med indisk såkaldt Bollywood musik.
Det er helt fantastisk smukt og melodisk, og bliver ikke ringere af den sangerinde, som synger på nogle af cd'ens numre: Asha Bhosle. Musikken er komponeret af Rahul Dev Burman, som levede fra 1939 til 1994, til indiske film. Men tro ikke, at det er indisk musik - det er et mix af swing, jazz, flamenco, ungarsk zigøjnermusik - med indisk tone som hoveddel.
Filmmusik var indisk popmusik og den mest populære form for musik, og R.D. Burman voksede op i dette miljø i Bombay, det musikalske filmmiljø, som hans forældre var involverede i. Men han fik også grundig undervisning i raga og tala, klassisk indisk musik.
Asha Bhosle er én af de mest populære indiske sangerinder. Hun har sunget playback til over 950 film, og menes at have indsunget over 12.000 sange på plade. Så her har vi to store asiatiske musikalske personligheder med den eksperimenterende strygekvartet.
Det er bestemt ikke kedeligt. Det er populær, smuk, vemodig, rytmisk verdensmusik spillet på mange forskellige instrumenter sammen med strygerne.
Se Kronos: You've stolen my heart
Se andre cd'er med Kronos-Kvartetten
Læs om Kronos på Wikipedia.org
Hør cd'en på Bibliotekernes Netmusik
Lyttet af
Musikbibliotekar
Sigrid Kjøller