DECEMBER 2007

Musikbibliotekaren anbefaler
En buket af julens salmer og sange
Inga Nielsen: Dansk jul.
Point
De danske julesalmer hører sig til. Her er de smukt fortolket af vores kendte operasanger Inga Nielsen sammen med Universiteskoret Lille Muko og blandt andre Tine Rehling på harpe. Det er Jesper Grove Jørgensen der dirigerer.
Nogle af de smukkeste salmer, som er samlet her, synes jeg er Grundtvigs "Vær velkommen…" med melodi af A.P. Berggren, Brorsons "Den yndigste rose er funden" med melodi af Wittenberg samt Grundtvigs "Blomstre som en rosengård" med melodi af J.P.E. Hartmann. Og der er mange flere af de smukke danske julesalmer..
Lige til at komme i julestemning af.

Monteverdi: Christmas vespers (Classico)
og
Vespro della beata vergine (Archiv)
Højtidelig og smuk julestemning kan man også finde hos
Claudio Monteverdi 1567-1643, som var en berømt italiensk komponist af verdslig musik i den tidlige barok og sin tids førende operakomponist – hans første opera var Orfeo som blev en stor succes.
Det var dog særlig hans madrigaler (verdslige sange) der gav ham ry som en af de nyskabende komponister.

Men Monteverdi skrev også kirkemusik. Så her til jul er det godt at komme i julestemning med hans Christmas Vespers (tidebønner /vespers synges kl. 18). Disse smukke salmer synges her af Det Danske Kammerkor og Orkester. Dirigeret af Kim Glies Nandfred og Søren Gleerup Hansen ved orglet.
Vil man lytte til mere af Monteverdi, kan jeg anbefale de smukke Maria-sange som kaldes
Vespro della beata vergine (aftensang til festen for den hellige Jomfru), også oplagt at lytte til her ved juletid. Det er et værk for solister kor og orkester. Værket er en væsentlig del af Monteverdis kompositioner og her har jeg har valgt en indspilning med Gabrieli Consort & Players med solister og dirigent Paul McCreesh.

Diana Krall: Christmas songs
Verve
Rytmisk jul med Diana Krall.
Er man mere til en jazzet jul med gang i den, kan jeg stærkt anbefale den canadiske sangerinde og pianist Diana Krall her sammen med Clayton/Hamilton Jazz Orchestra. Hun har en flot og kraftfuld stemme og spiller gudbenådet på klaver.
De er her alle sammen – de traditionelle jule sange. Jingle bells, Winter Wonderland, Santa Claus is coming to town og så er der også et par knap så kendte imellem – men det er en overraskelse - som det hører sig til her til jul.
Det var et lille uddrag af musikbibliotekarens julemusik.
Anbefalet afMusikbibliotekar Lene Riedel
Se Inga Nielsen: Dansk Jul
Se Monteverdi: Christmas vespers
Se Monteverdi: Vespro della beata vergine
Se Diana Krall: Christmas songs
i bibliotekets søgebase