APRIL 2010

Bibliotekaren anbefaler:
"Usynlig"
af Paul Auster
Per Kofod, 2009
Paul Auster har en helt usædvanlig evne til at få læseren til at tro på sin fortælling. Man lever sig ind i handlingen på godt og ondt. Dette gælder også hans nyeste bog ’Usynlig’, der tager fat på vægtige temaer som godhed, skyld, hævn og incest.
Vi følger den unge litteraturstuderende Adam Walker gennem året 1967, der bliver et skelsættende år for ham. Først har vi foråret, hvor Adam møder Rudolf Born - en tilsyneladende rig velgører, - der dog viser sig at være helt utilregnelig. Sommeren er en kærkommen afbrydelse, der byder på en lidt usædvanlig erotisk besættelse. Efteråret kommer med intriger og et voksende ønske om hævn…
Der stilles spørgsmålstegn ved Adams version af begivenhedernes gang og romanen viser sig at være en roman i romanen, hvilket ikke gør den mindre interessant. - Mere vil jeg ikke afsløre, for en af de store fornøjelser ved at læse Paul Austers bøger er at lade sig forføre af en overraskende udvikling i handlingen, forfatterens leg med fiktion og virkelighed, og et smukt sprog.
En bog der er svær at slippe!
Anbefalet af bibliotekar
Dorte Tissot Hansen
Se bogen: "Usynlig" i bibliotekets søgebase
Se andre læsetips fra biblioteket
Kontakt: e-mail: Dorte Tissot Hansen