APRIL 2009

Bibliotekaren anbefaler:
"Apropos Opa"
af Julia Butschkow
Samleren 2009
Kend dine rødder – find dine rødder .
Det kunne ha været en overskrift på denne lille og fine roman.
Hovedpersonen, som læseren ikke får sat navn på, fortæller om sit liv.
Hun har det ikke så godt, er psykisk ude af balance, hun er holdt op med sine studier og arbejder nu hos urmageren på Hovedbanegården.
Hvad laver hun ellers? Hvem er denne navnløse kvinde? Måske er hun forfatterens egen stemme?
Hun tænker meget på sin barndom, hvor moren ikke var meget til stede, sin opvækst i kollektiver i 70erne og sin fraværende tyske familie, som hendes far helt tager afstand fra! Hvorfor det?
Og så er der hendes bedstefar ”Opa”, som lige er død, og hver gang hun spørger
sin far om ham, ja så får hun intet svar.
Langsomt går det op for hende, at farfaren var tysk nazist, og da hendes tyske
fætter opsøger hende – ja så vælter hemmelighederne og skeletterne ud af skabet!
Hun tager afstand og alligevel tiltrækkes hun af sin families historie, hun må bare ha vished!
Hun får samvittighed og skyld: Hvordan kan man leve og være i familie med en nazist,
som oven i købet var en højtstående SS???
Får hovedpersonen så ro i sit liv, når sandheden om familiens historie langsom kommer frem?
Bliver hun bedre til at leve sit liv med den frygtelig vished, at hun er i familie med en nazist
fra udryddelseslejren ”Chelmo”???
Læs bogen – døm selv – nyd på en gang romanens sprog og enkelthed, men vær forberedt på en stærk oplevelse.
Anbefalet af
bibliotekar Ulla Kardel
Se bogen: "Apropos Opa" i bibliotekets søgebase
Se andre læsetips fra biblioteket
Kontakt: e-mail: Ulla Kardel